Når man kun er 2

Altså 2 år og ni måneder, og dødsej, så er livet for det meste fantastisk, men også til tider vildt frustrerende og uretfærdigt.
Dybt frustrerende at alle de gode ting ikke kan blive ved. At weekendens hygge med forældre og bedsteforældre pludselig slutter og man skal sove. Når man slet ikke er træt.
Rigtig frustrerende at man ikke kan komme på sommerferie. NU!
Det er ikke for sjov når man er 2 år og slet ikke kan få nok krammere af mor inden man skal sove, og bliver helt ulykkelig - selvom man får det lige som man vil. Man har bare brug for de kram, kys og tryghed. Og det får man. Og man har brug for bare at græde lidt.
Og moren ville så meget ønske at der ikke fandtes en slutning på barsel, eller en slutning på verdens dejligste krammer.