Vi har nogle billeder hængende i stuen af begge børn. Nogle er nyere og nogle er fra de var helt små. Det er simpelthen bare slet ikke til at forstå, at for 4 år siden havde vi endnu ingen børn. Kun en dejlig klump i maven, som vi glædede os til at se. 4 år. Så kort tid og på samme tid føles det næsten som hele livet. Jeg kan næsten ikke huske hvordan livet var uden børn. Sikke meget tid vi må have haft (??)!! Sikke rent vi må have boet? Sikke længe vi må have sovet ;-)
Og selvom det til tider lyder endog meget, meget tillokkende, så vil jeg jo for intet bytte de to guldklumper ud med noget som helst andet (Big kliché, I know!! men sandt!!).
Men de babybilleder af Sveske, som hænger i stuen, får mig tit til at tænke på hvor længe det føles siden hun bare var en lille sorthåret klump på under 3kg. Jeg savner den tid så meget, og ville gerne opleve den igen og igen og igen forfra. Også til trods for al den usikkerhed på forældreskabet, vi selvfølgelig følte.
Det er snart 4 år siden vi for første gang blev forældre, og nu har vi bare en stor pige, der kan så meget. Hun er selvfølgelig stadig lille, og har meget brug for støtte, omsorg og kærlighed. Men pludselig kan og vil hun så meget selv. Hun er til tider temmelig træt af og irriteret på sin lillebror. Forståeligt nok, for hvis det lige falder ham ind, så kan han finde på at trække hende hen ad gulvet i håret. Men hun har også en kæmpe tålmodighed med ham og stor kærlighed til ham, og de kammer, leger og snakker mere og mere sammen. Det er så dejligt at se hvor meget glæde de har af hinanden!
Hun cykler nu bare de to kilometer hjem fra børnehaven på sin Peter-pedal-cykel, som hun fik i julegave. Uden støttehjul! Hun kan blive forfærdelig hidsig og rulle rundt og skrige, men hun kan også give de kærligste krammere eller sidde og hygge med perler og lytte til fx Peter-Pedal eller Rasmus Klump.
Hun kan huske alt hvad vi har lovet - og hænger os op på det. Og hun kan argumentere som en landsretsdommer, hvis hun mener hun har ret.
Hun er helt sit eget lille menneske, Og samtidig er hun stadig vores lille dejlige Sveske.
Og nu er hun så blevet så stor, at hun skal til at lege med sine venner fra børnehaven - udenfor børnehavetiden.
En af pigerne fra børnehaven har flere gange spurgt om ikke de to skulle lege sammen, og i fredags havde hendes mor så tidligt fri, og ville hente dem begge med hjem, hvis Sveske havde mod på det.
Vi havde aftalt, at hvis hun ikke havde mod på det, ville Sveske og jeg tage hen og besøge veninden sammen, når jeg fik fri. Sådan blev det. Hun ville gerne lege, men havde brug for sin mor også. Og det kan jeg faktisk sagtens forstå. Reelt set, viste hun jo egentlig ikke hvad det ville indebære at køre med dem hjem fra børnehave.
Selvom de begge var trætte fredag eftermiddag, var det en kæmpe succes. De legede prinsesser fra det sekund vi kom ind ad døren, og moren og jeg kunne sagtens finde en masse at snakke om over vores kaffe. Succes.
Men hold nu op hvor det alligevel river lidt i mit hjerte. Hun bliver så stor! Ja, denne gang havde hun brug for, at hendes mor gik med, men pludselig har hun ikke det længere. Pludselig har vi legeaftaler, der skal passes ind i den travle hverdag. Men vigtigst af alt, har vi også en pige, der har skabt gode sociale forbindelser i sin hverdag. Og netop om vores børn trives og har venner, vil de fleste forældre vel til et vist punkt altid være en smule bekymret over.
Bliv aldrig for stor til at hygge dig med din mor, Sveske. Men hvor er jeg stolt af, hvilken dejlig pige du er!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar