fredag den 31. januar 2014

Jubii, det er fredag!

Og jeg elsker virkelig fredag, men dens varsel om weekend og løfter om tid og frihed!
Og selvom Faren skal arbejde i morgen, så har vi alligevel weekend, og vi har tid til at nyde hinanden.

Efter aftensmaden som i dag var politisk ukorrekte pølser og pomfritter, røg ungerne i hvert deres badekar, og jeg fik tid til at løbe inden aftenen for alvor begyndte.

De kan være stride ved hinanden, de to barylere, men de kan også hygge sig sammen. Og med tiden bliver der mere og mere hygge <3

onsdag den 29. januar 2014

12 Months of Knitting - 12MOK - strikkeudfordring 2014

Jeg har nu besluttet mig for at deltage i Hvadbiertænkers strikkeudfordring i 2014
image 
Jeg har dog ikke modet til, som Cecilie, at strikke 12 modeller til mig selv. Jeg starter med ambitionen om at strikke en børnemodel pr måned. Og så må vi se om det enten er at gabe over for meget, eller om jeg får blod på tanden til at prøve at strikke noget til mig selv. Man kan jo håbe.
ÅH, bare man havde AL TID I VERDEN!!!

Jeg starter med Lene Holme Samsøes Bella Tunika i januar (den kommer nok til at strække sig lidt ind i februar også).
Jeg startede den anden dag, og er nu færdig med bærestykket, og mangler kun det "kedelige" ret stykke resten af vejen ned.

Jeg strikker den i størrelse 4-6 år til min 3,5 årrige datter, og krydser fingre for at hun kan passe den.
Jeg er blevet rigtig glad for mine "nye" rundpinde, som helt sikkert letter vægten af tungt strikketøj frem for de almindelige lange pinde. Jeg tror jeg må ønske mig dem i alle størrelser!!

torsdag den 23. januar 2014

Superhelte-kostume og slut på alene-mor-ugen

De seks dage uden faren i huset er ved at være ovre, han kommer hjem i morgen formiddag - og jeg er ved at være GODT TRÆT!!!
Jeg havde endda taget to fridage, for at få hjulene til at dreje rundt herhjemme. De fridage tog jeg af tre grunde - stort set ligeligt fordelt:

- få løbet de obligatoriske ture, som halvmarathon-træningen kræver
- have overskud til IKKE at være en mor, der er træt og kommer til at råbe på trætte børn
- få ordnet vasketøj og støvsuget (som vitterligt er lettere uden børn om benene)

Måske er de to første de vigtigste, og det gik også ok. Men alligevel glæder vi os til weekend i morgen, og til at få vores mand/far hjem!!!

Igen, jeg tager VIRKELIG hatten af for alle alenemødre (heltids eller deltids!!!)!!!


Jeg havde mange planer om hvad disse fridag og aftener alene skulle bruges til. Men det skulle vise sig, at realiteterne blev anderledes... Begge fridage hentede jeg børnene tidligt - den ene dag havde Sveske og jeg hygge eftermiddag fra kl 12. Jeg fik løbet, og det var fint - selvom det godt nok for tiden kræver meget, meget viljestyrke at komme af sted i løbeskoene.
Børnene har være trætte, de har faktisk begge to savnet deres far, så eftermiddagene har været fyldt med hygge og også drillerier mellem de to søskende - den lille hiver i hår, og den store vil altid have de ting den lille har. Og så er der skrig og skrål. I nat sov Prutfis dårligt, og jeg endte med at slukke vækkeuret, da han endelig faldt i søvn igen - det resulterede i at vi vågnede 7.20, og havde rimelig meget travlt...

Nå, men jeg havde planer og oprydning, syning, rengøring, strikning, hækling, læsning osv i alle de timer jeg havde alene i denne uge. Det blev til strik (til håndboldkampene) og lidt læsning plus en lille smule sy. Mere var der ikke energi til.

Det jeg fik syet, var denne superhelte-kappe og nederdel til fredagens fest på arbejdet.

Kappen er mest lavet efter en idé jeg havde i hovedet, og jeg er ret godt tilfreds. Nederdelen er syet efter denne DIY fra Maries Fabrik. Og det er slet ikke sidste gang jeg laver nederdel efter denne DIY.

Og lige til slut får I et billede af de to dejlige børn, der leget cirkus i køkkenet :o)

mandag den 20. januar 2014

Jeg tager hatten af for alle alenemødre

- jeg fatter simpelthen ikke hvordan de får hverdagen til at hænge sammen!!?!

Både rent praktisk og logistisk, men også mentalt! Hvordan holder de modet oppe?
Børnenes far er på skitur med arbejdet, og er væk hjemmefra i 6 dage.
Vi er nu halvvejs, og her skulle have været en længere smøre om selvsamme emne. Det bliver ikke i dag. Jeg er simpelthen for træt. Jeg tager hatten af for dem, hvis hverdag jeg står midt i nu!!

Blå babyhuer

Jeg har helt glemt, at vise denne hue, som jeg strikkede lige inden jul. Den var en jule/barselsgave til noget (næsten)familie. Jeg nåede at hæfte de mange, mange ender om aftenen d 23. december.
Huen er strikket efter en opskrift fra "All you knit is love" af Susie Haumann (jeg ønsker mig stadig den bog, har indtil videre lånt den på biblio). Jeg strikkede den i nogle rester af Drops Baby Merino, jeg havde. Nogle var indkøbt til tæppet - som har ligget stille længe (og det var faktisk ikke merci ganr, de var hæklet i - det var Baby Merino). Måske jeg kommer i gang igen på et tidspunkt...

Huen faldt i så god jord hos moren, at hun bestilte en til i en større størrelse. Det blev jeg glad for!! Og kan godt forstå det, for det er en dejlig hue med en god pasform. Jule/barselsgaven var str 0-6 mdr. Jeg har siden strikket en str 6-12 mdr til den lille dreng - han er kun 10 uger, men jeg synes også det er svært at bedømme huestørrelser. Og så er børn jo bare forskellige. Og han kan altså heller ikke passe den store endnu.
Jeg havde desværre ikke mere af "mellemfarven" fra den første hue, så i stedet brugte jeg en lidt lysere blå, som jeg havde i skuffen. Faktisk kan jeg bedst li den mørke udgave. Men det er jo også fint med variation.
Jeg har strikket en str 0-6 mdr mere (den med de lyse stropper) - den kommer til at vente lidt endnu, for dens ejer er stadig i maven på en af vores veninder.
Det er lidt svært at forevige huer uden indhold, så jeg forsøgte lidt med disse to bjørne. Ikke så vellykket, men lidt sjovt.

Næste hue-projekt er en til mig selv, og derefter er det at finde en god opskrift på en elefanthue til børnene. Måske denne?

søndag den 12. januar 2014

December-produktion #2 - trøjer til Sveske

Jeg synes godt nok at hverdagen lige slog benene væk under os alle herhjemme. Vi havde alle glemt hvor lidt tid der egentlig er i hverdagen. Juleferien har været SÅ skøn, og det var lækkert at have tid til bare at være sammen alle 4 i 2 uger - også selvom programmet var lidt stramt. Men fyldt med hyggelige stunder med familie og venner!

Jeg har ikke haft gang i symaskinen endnu i det nye år. Men i december fik jeg syet en del, trods et jule-forberedelses-stress-program.

Efter samme mønster, som jeg lavede julekjolen til Sveske, syede jeg denne vinterkjole. Stoffet er fra Malika-Rosa, og jeg kunne slet ikke stå for det. Det passer lige til den kommende skiferie, og der ligger lidt stof til en trøje til lillebroren også.


Et af de eneste billeder, jeg kunne finde af kjolen i brug var dette, hvor Sveske sidder og maler vandfarver (hun fik i julegave) sammen med sin morfar.
De hygger sig bare SÅ meget, når de er sammen, de to!!!


Denne stribede trøje til Sveske blev også færdig i december. Stoffet blev vist klippet i oktober eller november - det er fundet som en rest i en webshop. Husker pt ikke hvilken. Men det er lækker kvalitet.


Denne trøje blev faktisk syet før vinterkjolen og julekjolen, for den skulle agere model for størrelsen, og var egentlig tænkt til en fleecetrøje. Men jeg tror jeg skal finde en amden model (eller større model til det). Jeg synes træjerne er fine her til vinter, fordi de er ret høje i halsen.
Det var lidt en udfordring at få striberne til at passe sammen, og bagsiden blev desværre klippet en stribe skævt. Men i farten er der nok ikke mange der opdager det. Måske kun mig selv...
Den nederste kant er syet som Binemor har linket til her (oplægning). Her fungerer det fint, men trøjen er også bred, så der bliver ikke hevet så meget i kanten. Derimod, brugte jeg også denne metode til juletrøjen til Prutfis, men det synes jeg ikke var godt. Kanten blev for stram, og efter en dag i vuggestuen, var sømmen sprunget 3 steder. Enten er det min maskine, der ikke kan lave en god nok søm til det, ellers er det bare mig, der ikke lige har magtet det. Men det ser flot ud, så jeg prøver nok igen engang...


Det sidste jeg syede i december er 2 par bukser til hver af ungerne. De kommer i et andet indlæg snart.

lørdag den 11. januar 2014

Til mig (krea)

Jeg fik forresten et gavekort til nyt undertøj i julegave af mine børn og deres far. Det er ren luksus, som jeg glæder mig til at bruge.
Desuden fik jeg også bogen Knit for your kid af Susie Haumann, som jeg havde lånt på biblioteket, og forelsket mig så meget i, at jeg måtte have den selv.

Og i december fik jeg fra mig selv (samme dag som jeg fik tasken), Lutter Løkker af Jeanette Bøgelund Bentzen samt to sæt knit pro pinde.
Det er simpelthen en helt fantastisk hæklebog. Vildt inspirerende, og jeg glæder mig til at komme i gang med den.
Knit pro røg i kurven, fordi jeg desværre knækkede en 3,0 pind, da posen med strikketøj skulle mases ned i skuffen fyldt med garn - som også er det igangværende strikketøjs plads. Og en størrelse 3,5 kunne jeg heller ikke lige undvære...

tirsdag den 7. januar 2014

Jubii - jeg vandt hos Stinemor

I starten af december vandt jeg denne fine gi bort (give away) hos Poeten og Stinemor

Det fine, fine mønster fra Minikrea er et "almindeligt" trøjemønster, og jeg glæder mig til at teste på mine egne børn. Jeg har syet trøjer til dem i december efter andre mønstre.
Jeg har dog testet mønstret, og lavet denne lille trøje til en af pædagogerne i Prutfisens vuggestue, som gik på barsel i december.

Jeg kunne dog ikke lade være med at ændre en lille smule på trøjen, så den fik en amerikansk halslukning i stedet for rib eller trykknapper. Jeg blev inspireret til at prøve dette af Laralil og denne (regenbogen)body.
Jeg er ok tilfreds. Ikke helt tilfreds, og det var også liiige før den ikke kom med i gaven, men jeg var ude i sidste øjeblik, og jeg syntes lige det kunne gå.
Det der gik galt var ikke formen på trøjen (tror jeg ikke da, men jeg har ikke prøvet den på, da jeg ikke længere har en str. 56/62 baby), men derimod "blot" påsyningen af ribben foroven på trøjen. Det drillede ret meget, og jeg synes den blev meget grim på bagsiden, men heldigvis acceptabel på forsiden.


Jeg tror den faldt i god jord - jeg var desværre ikke med til at give den.
Og jeg glæder mig meget til at afprøve mønstret på mine egne børn også - måske der bliver tid i januar...

Jeg har købt mig selv en julegave

Da jeg blev 30, fik jeg en rigtig fed brun Adax skuldertaske af min mor. Den var stor og rummelig, og fulgte mig i tykt og tyndt.
På ferier blev den proppet med kamera, blits, vådservietter, strikketøj og figenstænger. Og til daglig blev den proppet med ekstra deo, bind, usb stik, biblioteksbøger, madpakke og indkøbsvarer.
Jeg var nok for god til at få proppet for mange kilo i den taske, for pludselig knækkede den ene side af stroppen af. Jeg fik den byttet til en ny, og alt var godt. Men så sprang nitten i stroppen i den nye taske. Den kunne stadig bruges, og jeg havde den længe, inden jeg gik ind med den igen. Denne gang fik jeg desværre ikke en ny taske. I stedet fik jeg alle pengene tilbage. Jeg var både glad og ked af det på én gang. Jeg elskede den taske, og savnede et alternativ til den rygsæk, som var blevet afløseren, mens tasken var til reparation. Til gengæld havde jeg nu penge til en helt ny taske.
Jeg kunne ikke finde en taske, der kunne dække mine behov, så der er efterhånden gået nogle måneder med rygsækken.

Men nu tiden så blevet til Januar Udsalg, og så faldt jeg over denne lækre sag, som jeg ikke kunne lade hænge:


Den blev taget i brug i morges, og jeg er SÅ glad for den. Den er vildt lækker, blød og skøn. Den har den uundværlige lille lomme indvendigt, og den hænger fint på mig. Desværre er den noget mindre end min anden taske, så jeg tvivler på, at der er plads til en computer. Men det betyder ikke noget pt, så jeg er bare glad for den!!!
Indlæget er (desværre) ikke sponsoreret, men tasken er en Adax, som jeg var så heldig at finde til halv pris i Magasin.

torsdag den 2. januar 2014

2014 starter fint

Alle uger i dette år burde kun have to arbejdsdage! jo! basta!

At det allerede er fredag i morgen opvejer næsten den ubehagelige lyd fra vækkeuret i morges, som vi ellers har været så skønt forskånet for i 2 uger, og den lidt trætte dag på arbejde efterfølgende. Næsten!

For jeg gad godt have haft et par dage mere hjemme sammen med disse to regntøjsnisser og deres far!